Export Talks
Vi tager en snak med erhvervslivet og eksperter, som kan inspirere og gøre dig klogere på dansk eksport. Vi dykker ned i forskellige temaer og virksomheder, så vi kan lære af hinanden og blive dygtigere til eksporthåndværket. Export Talks er en netværkspodcast med en mission om at give dig, der arbejder med eksport, blod på tanden til at gå nye veje eller blot bekræfte dig i, at du er på vej i en retning, der kan bidrage til at styrke din eksport. Netværk kan være altafgørende, når du skal vækste på nye markeder. Derfor finder vi de rette i vores netværk til at inspirere og dele erfaringer med dig om eksportrelaterede emner.
Export Talks
Gør verden bedre med kunstig intelligens som projektleder (Gæst: Anne Skare Nielsen)
Kunstig intelligens er på vej, ja det er her egentlig allerede. Og nu skal vi så lære, hvordan vi bruger de nye teknologier.
For kunstig intelligens er ikke bare et quick fix, der kommer og ordner alle vores udfordringer. Vi skal selv sætte retningen og lade kunstig intelligens være vores store projektleder.
Sådan lyder det fra fremtidsforsker, forfatter og foredragsholder Anne Skare Nielsen fra Universal Futurist i denne episode. Lyt med, når hun fortæller om, hvordan kunstig intelligens kan komme til at forandre vores verden og arbejdsliv, og hvorfor kunstig intelligens først rigtigt kommer til at gøre en forskel, når vi ved, hvor vi vil hen.
Anne Skare Nielsen giver sine bud på, hvordan fremtidens hjemmeside, salg og kundeservice kan skrues sammen, og forklarer hvordan fremtidens forfremmelse ikke handler om at komme op i systemet, men i stedet hen til det spændende.
Vært: Mette Kristensen
Gæst: Anne Skare Nielsen, Universal Futurist
Produktion: Mette Kristensen
Produceret af: Danish Export Association