Export Talks
Vi tager en snak med erhvervslivet og eksperter, som kan inspirere og gøre dig klogere på dansk eksport. Vi dykker ned i forskellige temaer og virksomheder, så vi kan lære af hinanden og blive dygtigere til eksporthåndværket. Export Talks er en netværkspodcast med en mission om at give dig, der arbejder med eksport, blod på tanden til at gå nye veje eller blot bekræfte dig i, at du er på vej i en retning, der kan bidrage til at styrke din eksport. Netværk kan være altafgørende, når du skal vækste på nye markeder. Derfor finder vi de rette i vores netværk til at inspirere og dele erfaringer med dig om eksportrelaterede emner.
Export Talks
Undgå at jokke i det kulturelle spinatbed og få din ordre med hjem (Gæst: Connecting Cultures)
Lader man blikket glide ned over listen over Danmarks største eksportmarkeder, når vi langt omkring i verden. USA, Tyskland, Sverige og Kina er blandt de lande vi handler mest med.
Og når vi går til forskellige markeder verden over kræver det en god kulturforståelse, hvis man vil have succes med sin eksport. For det, der virker i ét land og én kultur giver ikke nødvendigvis succes et andet sted i verden.
I denne podcast stiller vi skarpt på kulturel intelligens og bliver klogere på, hvordan kultur er en væsentlig del af det at gøre globale forretninger.
For at gøre os alle sammen meget klogere på kultur, har vi fået selskab af Signe Ørom, CEO og stifter af Connecting Cultures.
Vært: Mette Kristensen
Gæst: Signe Ørom, Connecting Cultures
Produktion: Stine S. Overgaard
Produceret af: Danish Export Association